Fraktal billedkunst på Café Caféen

Café Caféen
Vangede Bygade 45
Udstilling hele april

I april måned kan man nu se nogle af Maria K. Lemmings fraktalbaserede, digitale billeder på Café Caféen.

Og hvad er så fraktaler?

Det forklarer kunstneren selv lidt om:
"For en del år siden mødte jeg i forbindelse med mit arbejde som producer på DR-TV én af vore dygtige, danske komponister, Karl Aage Rasmussen. Jeg spurgte ham, hvad der havde være inspirationskilden til hans nyeste orkesterværk, og hans begejstrede svar kom prompte: Fraktaler!

Dem havde jeg ikke lige styr på, så jeg gik hjem og researchede på nettet. Her fandt jeg en mængde spændende links og fandt ud af, at en fraktal er en særlig type kompliceret geometrisk figur.

Fraktaler er stærkt sammenfoldede eller hullede, og de er selv-gentagende eller selv-lignende, så et vilkårligt lille udsnit af fraktalen ligner helheden. Det kan f.eks. ses på et snefnug og mange andre steder i naturen.

Jeg dykkede efterhånden mere og mere ned i fraktalernes spændende og smukke verden og har ikke siden haft lyst til at slippe dem".

Billederne skabes på computeren

"Mine billeder er fremstillet på computeren, hvor jeg til hvert billede udvælger en fraktal figur. Den bearbejder jeg så på mange forskellige måder i diverse billedbehandlings programmer – vrider og vender, regulerer farver, lyssætter, beskærer og 'maler' på dem med digital pen.

Det endelige resultat får jeg printet på lærred eller specialstof, fortrinsvis hos et dygtigt printerfirma i Viborg, som er virkelig obs på, at farverne står lige så flot, som på skærmen".







Publiceret d. 10. marts 2015/