Jørgen Friis er død

Jørgen blev født 30. juni 1945 og voksede op i Vangede på Snogegårds Sidevej, så man kan med rette beskrive Jørgen som en gammel Vangededreng.

Jørgen var en frisk ung dreng med mange gøremål, han var bud hos Brogårdsvejs Ismejeri om morgenen, bud hos grønthandleren Haltefanden (ved siden af Apoteksudsalget) om eftermiddagen, ivrig spejder ved Kildegårds Plads om aftenen, og så blev skolearbejdet på Mosegårdsskolen passet ind imellem.

Jørgen kom i lære i 1963 hos Frøkjær, der også havde Vangede Herremagasin. Om morgenen cyklede han til København til Frøkjær i Nordre Frihavnsgade; tit sammen med en sød pige, Hanne, der var frisørelev i Tåsingegade, og de faldt i snak når de holdte for rødt lys.

Da Hannes brors kæreste holdt svendegilde var også Jørgen inviteret, da han boede i samme opgang. Hanne foreslog svigerinden, at hun lod Jørgen blive Hannes bordherre under middagen, det var den 24. oktober 1964 – Jørgen og Hanne blev kærester. De boede i Ungdomsboligerne i 2 år, flyttede til Snogegårdsvænge og i 1972 til Greve Strand.

I 1973 fik Jørgen muligheden for at overtage Vangede Herremagasin sammen med kollegaen Steen. De flyttede butikken fra Vangede Bygade 56 til nr. 97 – den ende, hvor Netto nu har indgang. Så Jørgen var dagligt i Vangede for at passe butikken, som de allerfleste gamle Vangedeboere har været turen omkring mange gange i deres liv.

Jørgen var også aktiv i Vangedes handelsstandsforening; det var bl.a. ham der fik idéen til julevandringen. Han var med når der var fest i Vangede, især når de handlende skulle spille fodbold mod GVI’s første hold.

I 1996 vendte familien tilbage til Vangede, og flyttede ind i Nymose Huse.

Nabobutikken Netto ønskede en større butik, og gav Jørgen og Steen et tilbud, de ikke kunne sige nej til. Så i sommeren 2000 lukkede de butikken.

Jørgen fik derefter arbejde hos et ægtepar, som havde et lille firma, der leverede gaveløsninger til medarbejdere i forskellige virksomheder. Her var han meget afholdt og gik på pension i oktober 2011.

Efter sin pension fik han tid til at være rigtig meget for sine børnebørn. Børnebørnene var en stor bonus for både Jørgen og Hanne, som begge har bakket op om og fulgt med i børnebørnenes store sanginteresse.

I Greve Strand fik Jørgen øjnene op for havearbejde, og haven i Nymose Huse vidner også om hans store haveinteresse.

Jørgen Friis gik bort 19. juni 2024, få dage før han ville være blevet 79 år.

Jørgen er en af dem, der vil blive husket blandt os længe. Mange var mødt op til bisættelsen i Vangede Kirke og til samværet i Bistroen i GVI bagefter.

Allan Andersen



Lagt på nettet d. 06. juli 2024
Ændret d. 26. september 2024