Kaj Erdmann in Memorian

Vangedes borgmester, Vangedes nestor eller Vangedes høvding, Kaj Ermann, som har haft så stor betydning for vores by, er ikke mere.

Kaj Erdmann blev født i 1919 på Amager, og det stod ikke skrevet over hans vugge, at han skulle blive en meget vigtig person for Vangede, men da han ankom til Vangede, fik han imidlertid mange vigtige gøremål.

Farvehandler i Vangede og omegn

Sit professionellle virke fik Kaj Erdmann som farvehandler.

Han startede i sin fars butik i 1940, og fra 1950 overtog han selv butikken, og han udvidede den senere med en filial på Stengårds Allé.

Senere købte han en tidligere købmandsbutik ved Vangede Station og ændrede den til material- og farvehandel og senere kom en isenkramafdeling til.

På den måde blev han et kendt ansigt lokalt, hvor hans ekspertice og praktiske sans samt hjælp med valg af materialer gjorde ham til et centralt medlem af Bygadens handlende.

Butikken på Vangede Bygade (Matas) blev udvidet med en farve- og tapetbutik på Snogegårdsvej 3 (det tidligere Vime) i 1977 og farve- og tapetbutikken (farveBASEN) blev i 1983 overtaget af tidligere farvehandlerelev Jørgen Frejlev, der stadig driver butikken.

Matas butikken overfor drives i dag af den tidligere førstemand Christian Holme.
Butikkernes høje serviceniveau og fine betjening glædede i mange år Kaj Erdmann.

Handelsstandsforeningen Vangede Bygade var dengang kun en del af Vangedes butiksliv.
Ved Lyngbyvejens udvidelse i slutningen af 1960-erne var han aktiv med at få de landflygtige butikker til at flytte til Bygaden, og som noget helt naturligt tog han initiativet til oprettelse af Gadeforeningen erhvervsdrivende i Vangede, der senere blev til handelsstandsforeningen Vangede Bycentrum.

Han blev formand og fungerede som et fremtrædende medlem i rigtig mange år.
Den flotte julebelysning på Bygaden var en af foreningens tidlige initiativer.
Også indenfor Handelsstandsforeningen for Gentofte Kommune gjorde han en helhjertet indsats, og her blev han udnævnt til æresmedlem.

Menighedsrådet

Kaj Erdmanns kristne livsholdning gjorde, at han fik sin gang i Kirken og tidligt blev medlem af Vangede menighedsråd.
Han var en særdeles aktiv formand i en lang periode, og det kan nok siges, at uden hans usvækkede tro på von Spreckelsens kirkeprojekt, var dette næppe blevet til noget.

Allerede i slutningen af 1960-erne havde menighedsrådet fået kontakt med von Spreckelsen, og Kaj Erdmann var aktiv i kirkekomitéen, der pressede Gentofte Kommune, Kirkeministeriet, og lokale borgere samt lavede kirkebasarer for at samle penge til det store projekt.
Det er også hans fortjeneste, at kirkesalen blev todelt.

I bogen: 'Vangedes lokalhistorie' står der: '... det var en modig kirkekomité, der havde styrke til at fastholde perspektivet og ikke vakle i troen på projektet ...'

Sammenlagt var Kaj Erdmann i menigshedsrådet i 40 år. Den nye flotte kirke er et af Kaj Erdmanns tydelige aftryk på begivenhederne.

KFUM-Spejderne i Vangede

Kaj Erdman blev KFUM-spejder med hud og hår.
Han var som patruljefører med på korpslejeren i 1935 i Hjortekær. Omkring 1940 stiftede han Vangede gruppe og var med i ledelsen i flere menneskealdre.

Trops lokaler fandtes under den gamle Vangede kirkesal, mens patruljemøder blev holdt i lokaler under butikken ved Vangede Station. Også her blev han en institution.

Han deltog i et hav af sommerlejre og var sidst med på korpslejren ved Guldborgsund i sommeren 2005.
Sammenlagt deltog han i 15 korpslejre, det er noget af en rekord.
Vangede gruppe eksisterer stadigvæk og har gruppelokaler i forbindelse med Vangede kirke.

Vangede Avis bliver født

Personligt har jeg ved flere lejligheder haft fornøjelsen at holde møder med Kaj i kælderen under Matas, hvor man sad omgivet af vinballonner, som lystigt boblede og gærede omkring os.

Kaj følte vist, det var en fornærmelse, hvis man ikke ville smage hans egen produktion af vin.

Kaj havde hørt, at jeg kunne noget med trykning. Derfor ville han partout have mig til at lave en Vangede avis eller et Vangede nyhedsblad med fast udgivelse.

Vi var to Vangededrenge John Olsen og undertegnede, der gik i gang med at planlægge indhold, trykmetode og udgivelse, men avisen strandede på, at vi ikke rigtigt troede på, at der kunne skaffes stof nok til, at det ville være interessant for læserne. Det ses dog efter 48 numre at vi ikke havde ret.

Da jeg i 1986 startede for mig selv var Kaj der igen og nu ville han have en Vangede Avis på gaden.
Først i 1994 havde vi ressourcerne til at kaste os ud i projektet. På det tidspunkt var Kaj gået af som formand, men han var meget begejstret for, at avisen var kommet igang.

Fodaftryk

Mange af Kajs initiativer og idéer har vist deres livskraft og fungerer i dag til gavn for Vangede.

Kaj Erdmann døde mandag d. 19. juni 2006 kl. 05:00 og blev begravet fredag d. 23. juni kl. 14.00 fra Vangede Kirke.

Allan Andersen



Lagt på nettet igen d. 30. august 2023