Jesper Frederiksen kom til Mosegårdsskolen i starten af 1970’erne og alene hans fremtoning var billede på en ny tid. 
Blandt lærere med pæne jakker, sideskilning og nydelige frisurer og øretæver i hænderne, havde Jesper hestehale og temmelig afslappet tøj.
Et par træsandaler udgjorde ofte fodtøjet. Jesper var anderledes. 

Børnene var på fornavn med ham, og han havde med sig en forestilling om, at børn skulle være med til at skabe indholdet i undervisningen.
Det var ikke altid let, men det var hans ønske at skabe en ny undervisningsform på børnenes betingelser.

Jeg mødte Jesper i 1973. Jeg havde ikke noget sted at bo, men min kæreste Lena vidste, at Jesper havde købt en lille bungalow på Vesterbyvej 19 i Vangede. 
Jeg ankom en aften til adressen, ringede på og Jesper åbnede og så forundret men venligt på mig. Jeg præsenterede mig og sagde, at jeg ikke havde noget sted at bo, og at jeg muligvis kunne leje et værelse hos ham.

Jesper havde ikke haft tanker om at leje værelse ud, men han lukkede mig venligt ind til en rundvisning i den lille bungalow. 
Der var to små rum bagerst i huset, og Jesper sagde, at dem kunne jeg godt leje. Vi aftalte en pris, og så flyttede jeg ind.

Og det blev til en dejlig tid, hvor jeg lærte meget af Jesper, som var en søgende sjæl, og som levede med, at jeg var vild og voldsom i kontrast til hans rolige ageren.

Jeg var et rodet sted i livet, og blev inspireret af Jesper til at tage en studentereksamen på et to årigt kursus og dernæst læse til lærer. Inspireret af Jespers tanker og glæde ved sit daglige arbejde.

Det blev til et langt venskab, hvor vi var på sommerferiekolonier med børnene fra Mosegårdsskolen og efterfølgende sås meget privat. 
Til bål og snobrød i Jespers meget vildtvoksende have eller vi så fodbold med det landshold, som voksede frem i de tidlige 1980’ere.

Senere gled det ud. Livets mange krav fyldte, og der gik længere mellem vi sås. 
Jeg nåede aldrig på plejehjemmet for at besøge Jesper.
Fik at vide, det ingen mening gav, da han ikke ville genkende mig, og jeg havde ikke mod til at opleve det. 

Det skammer jeg mig over. Jesper er nu død. 

Æret være hans minde.

John Stefan Olsen