Nekrolog:
Ulf Holst Larsen
Vores kære far Ulf Holst Larsen, født 3. september 1950, tog ud på sin sidste rejse 17. maj 2020 efter at have tabt kampen mod kræften. Han blev kun 69 år gammel.
Vores far blev født på Snogegårdsvej 8K. I 1959 flyttede han til Mosegårdsvej 41A, hvor han voksede op i det lille hyggelige rækkehus sammen med sine søskende Hanne og Steen.
Han gik på Mosegårdsskolen fra 1. klasse til 3. real, og han fortalte ofte om, hvilken dejlig barndom og ungdom han havde i Vangede - Nymosen var barndommens bedste legeplads, og fodboldklubben B1903, som han frisk og frejdig cyklede til flere gange om ugen for at spille med holdkammeraterne.
16 år gammel tog han med Skoleskibet Danmark på et ½ års togt til Canada og USA.
Efterfølgende sejlede han med fragtskibet Marion og senere med ØK, hvor han blandt andet oplevede Australien, Hongkong og Cape Town.
Han elskede livet til søs og aftjente også sin værnepligt i Søværnet. I det hele taget elskede han at rejse og hans hylder var fyldt med rejsebøger; både gamle rejsebeskrivelser og nutidige rejsebøger, og så fulgte han nøje med i Skoleskibets togter.
Vores far blev ikke sømand af erhverv, men forblev sømand i hjertet hele livet. I 1971 gik han i land, mødte vores mor Lisbeth og sammen gav de min bror Peter og mig en tryg og kærlig barndom i Vallensbæk Strand.
Medieoperatør var hans stilling til han gik på pension. I disse år blev han stadig draget mod de små havne på Vestegnen, hvor han ofte cyklede til og nød roen og atmosfæren i de lyse morgentimer.
Efter knap 25 års ægteskab blev vores forældre skilt, og de sidste år levede vores far alene i Ishøj.
Vores far interesserede sig for historie og slægtsforskning, og han elskede at dele sine billeder og erindringer med andre.
Vangede var i hans hjerte til det sidste og med sig på Hospice de sidste tre uger af sit liv, havde han da også erindringsbogen "Os fra Vangede". Han ønskede inderligt at give os børn, svigerbørn og børnebørn en rundtur i Vangede med fortællinger fra hans barndom og ungdom, men pludselig tog hans tilstand en drastisk drejning.
Heldigvis efterlader han sig masser af album med billeder, beskrivelser og avisudklip om både vores slægtninge og hans egen tid i Vangede og årene til søs.
Han vil være savnet. I hjertet gemt, aldrig glemt.
På familiens vegne datter Pernille
Lagt på nettet d. 01. juni 2020