Nekrolog:

Lissie Olsen er død


Den 3. maj 2013 fik jeg besked om at Lissie var død; dermed har Vangede mistet en rigtig Vangede Ven.

Lissie holdt meget af Vangede, og hun havde hele livet fulgt med i landsbyens udvikling, både hvordan der blev ændret i butikslivet og hvordan det gik hendes medborgere i Vangede og dermed var Lissie næsten et omvandrende gadekær.

Hun lyttede når nogen havde noget at fortælle både når de var begejstrede og når det var noget de var utilfredse med.
Derfor har Vangede Avis nydt stor glæde af Lissies viden om Vangede og hun har bidraget med både billeder og tekst til vores viderebringelse af Vangedes lokalhistorie. Lissie vil være savnet i bygaden.

Jeg kunne næsten ikke komme igennem Vangede uden at møde Lissie, og altid blev det til en hyggelig sludder - hvor vil jeg savne det.

Lissie blev begravet fra Vangede Kirke den 16. maj 2013.

Æret være Lissies minde
Allan Andersen


Slagter-Lizzie.

Jeg blev berørt, da jeg hørte, at Lizzie pludselig var død! Det var kun 1 md. siden, at jeg sidst talte med hende.

Jeg har kendt hende altid! Lige fra dengang, hun arbejdede hos sin far, slagteren i Vangede. Dengang kaldte vi hende "Slagter-Lizzie", og det hed hun altid. Jeg er selv født og opvokset på Snogegårdsvej i Vangede.

Slagter-Lizzie var ca. 7-8 år ældre end mig. Hun kendte min familie, og vi talte altid godt sammen. Vi mødtes tit, når vi handlede i Vangede, og vi fik altid en god lang snak.
Det vil jeg savne.

Ære være hendes minde.
Bente Y. Olsen



Lagt på nettet d. 29. marts 2020