Nekrolog

D. 19.02. døde Joan Krøner bare 65 år gammel efter lang tids svær sygdom.

Joan flyttede til Vangede Bygade i 2010, og blev hurtigt et kendt ansigt og fik mange gode venner.

Joan arbejdede i mange år som klinikassistent ved Københavns kommunes skoletandpleje.

I sommerferierne stod Joan bag gryderne på feriekolonier i både Rørvig og på Bornholm, og der er mange børn der har nydt godt af Joans gode frikadeller.
Joan havde altid sin søn Reno med på kolonierne, og Reno husker tilbage på det, som en sjov tid.

Joan sluttede sit arbejdsliv på dagcentret Tværbommen og her blev hun en skattet medarbejder og kollega.
Trods pensionering fortsatte Joan som frivillig medarbejder, og var en uvurderlig hjælper ved fester og arrangementer på centret.

Joan var også aktiv på Vangede bibliotek og i Cafe Cafeen. Vi er mange der med glæde tænker tilbage på den aften hvor Joan og hendes hold vandt bibliotekets store quiz.
Joan var på det tidspunkt alvorlig syg, men mødte alligevel op iført rød smart kasket.

Joan var et positivt og varmt menneske, en humørbombe og til tider også fræk, på sin helt egen charmerede måde.

Joan gik i alle folk med træsko på, og hvis nogen skulle være i tvivl var de selvfølgelig røde.

Joan blev bisat fra Vangede Kirke d. 26.02, og sjældent har man set så mange smukke røde blomster ved en begravelse.

Vores tanker går til Joans elskede familie og ikke mindst hendes kære barnebarn Mathias.

Ære være Joans minde.




Lagt på nettet d. 27. marts 2020