Sving leen ved Gentofte Sø

Kom og sving leen på en ganske særlig eng ved Gentofte sø. Igennem de sidste ti år er engen ved Gentofte Sø blevet slået med le og resultatet heraf er et rigt dyre- og planteliv.

Tirsdag d. 31. maj 2016 kan du sammen med andre frivillige naturplejere være med til at passe på den særlige naturperle og de flotte vilde engblomster.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) Gentofte i samarbejde med Dansk Ornitologisk forening (DOF), Grøn Guide og Gentofte Kommune inviterer til en sommerdag med mening på den smukke blomstereng ved Gentofte Sø.

Der vil være forfriskninger og redskaber til rådighed, så øvede såvel som uøvede kan gøre deres for at holde naturplejen på den smukke eng ved lige. Du behøver ingen tidligere erfaring med leslåning, for vi skal nok føre an og instruere.

Vi håber at se dig, som er nysgerrig på natur og gode oplevelser! Arrangementet er oplagt som familieudflugt, og der vil være mulighed for at lære lidt om, hvilken forskel det gør, når vi passer på naturen sammen.

Naturoplevelse for alle

I år er det tiende år i træk, at leerne svinges til gavn for de sjældne blomster og dyr på engen, og resultaterne ses tydeligt. Thomas Vikstrøm har fulgt engens udvikling siden indsatsen startede for ti år siden.

Det er bl.a. de mange spændende dyr, der fortæller os at leveforholdene på engen er blevet forbedret. Vi plejer at støde på både dværgmus, butsnudede frøer og flere forskellige flotte guldsmede. Også fuglene er særligt glade for høslæt, fortæller Thomas Vikstrøm og fortsætter: Mindre end et minut efter afslutningen af slættet i fjor landede en vibe på engen, og siden da har også dobbeltbekkasin jævnlig været set på engen. Begge er fuglearter, som bestemt ikke observeres ofte i Gentofte Kommune!

Giv Naturen en Hånd

Der er brug for mange hænder når engen skal gøres klar til sommeren. I år er vi tidligt ude for at få bugt med tagrørene, inden de vokser sig for kraftige og opgaven sig større! Vi håber et det ekstra lys og luft vil skabe endnu bedre forhold for engens dyr og planter – og at vi får en dejlig dag under åben himmel.

Hele familien kan være med til at pleje engen ved Gentofte Sø. Der vil være instruktion i le-slåning, så kom og vær med uanset alder og forudsætninger. Hvis børnene får brug for en pause, er der rig mulighed for at gå på opdagelse i det rige dyre- og planteliv på engen eller at hoppe i de store høbunker, der vokser sig større og større i løbet af dagen.

Det er fantastisk at se, hvordan der i dag er rigtig mange forskellige mennesker med til at pleje engen. Igennem de seneste år er der kommet flere og flere naboer til, som sætter stor pris på den smukke eng. Sidste år var det især dejligt at se en del medvirkende børn, som gik på med krum hals! Flere af dem er også allerede nu tilmeldt i år, fortæller Thomas Vikstrøm fra DN Gentofte.

Fakta om naturpleje ved Gentofte Sø

Frem for alt er le-slåning en skånsom måde at pleje naturen på. Det gør en forskel at slå engens høje græsser, der ellers overskygger og kvæler alt andet. Ved at slå engen, gives der plads til en mere artsrig vegetation. Når vi skaber lys og luft, vælter de sjældne blomster bogstaveligt talt op af jorden. Det kræver vedvarende pleje, som kvæg og husdyr tidligere stod for ved afgræsning af heder, overdrev og som her – engen, der ellers langsomt gror til.

Praktisk info og program for dagen

• Velkomst kl. 16.00
• Introduktion til opgaven
• Nye og uøvede deltagere hjælpes i gang
• Mad og drikke under åben himmel kl. 18.00
• Afslutning af dagen ca. kl. 20.00

Du bør have gummistøvler med og tøj, der kan tåle vand, slid og mudder! Vi giver faglig instruktion og har udstyret til høslættet, men du må selvfølgelig gerne tage egne redskaber med. Da vi medbringer forfriskninger, vil tilmelding være nødvendig.

Tid og mødested

Tirsdag d. 31. maj 2016
kl. 16.00-20.00

Vi mødes på grusstien langs engen på søens vestside. Det er muligt at parkere for enden af den blinde villavej Søbredden. Herfra går man videre ad vejens stiforlængelse mod øst, og når stien munder ud i en anden grussti, går man ca. 50 m til venstre.
Kommer man fra flydebroen (pontonbroen) på søens vestside, går man til højre ad den første sidesti syd for broen og derefter til venstre ad den første sidesti.


Dagen er gratis, og alle er velkomne. Børn i alle aldre kan deltage.

Yderligere oplysninger og tilmelding

Thomas Vikstrøm DN Gentofte og DOF Gentofte
Mobil: 29700224
e-mail: thomas.vikstroem@dof.dk
www.dn.dk/Gentofte


Publiceret 22. maj/2016/