Workshoppen foregår lørdag den 21 februar 2015 i og ved Cafe Cafeén mellem klokken 10:30 - 14:00.
Onkel Danny viser vejen
Opgaven bliver, at lave Dan Turèlls karakteristiske signatur-profil - sort karseklippet hår, sort "lokumsbræt-skæg", sorte buskede øjenbryn, briller, ørering og det kendte smil ud af ting og sager fundet på gader og stræder i Vangede.
Gamle ølkapsler, et gammelt stolesæde, en halv cykelkæde, en gammel have rive, sorte el-strips og meget mere affald tager en tur til som ansigter af manden som fik sat Vangede på Danmarkskortet.
Onkel Danny viser bogstaveligt talt vejen - med ting og sager fundet på de veje, hvor han trådte sine barnesko og fandt inspiration til Vangede Billeder.
Giv en hånd med ved SKULPTurèll 2015
Vangedes Venner stiller alle materialerne til rådighed, men hvis du selv ligger inde med sjove effekter som du mener kan blive til Dan Turèll ansigtet over alle ansigter, er du naturligvis velkommen til at tage dem med.
Vi håber du vil være med til at lave de fuldkommen fabelagtige fede ansigter. Om du deltager i 5 minutter eller to timer er ligegodt - vi er glade bare du gi'r en hånd med. I vil blive hjulpet godt på vej af Vangedes Venner.
Dan Turèll hovederne som I skaber udstilles ved en Fernisering i Cafe  Cafeén i Vangede mandag den 2. marts 2015 mellem 17:00 og 19:00.
Her byder Vangede Venners Miljøgruppe på et glas bobler til de voksne, og sodavand til børnene.
De flotte Dan Turèll ansigter som Vangede borgerne har lavet vil blive udstillet i Cafe Cafeén i hele marts måned 2015.
Vangede Billeder har 40 års jubilæum
Dan Turèll's Vangede Billeder kan i år fejre 40-års jubilæum, og det skal fejres. I hans barndomsby Vangede vil der gennem 2015 være arrangementer med omdrejningspunkt omkring den folkekære forfatter, og hans tilknytning til Vangede.
Vi glæder os til at se jer på lørdag.