Kollektivet Karlsminde fejrer fødselsdag med blueskoncerter.



I det gamle sogneskel mellem Gentofte og Vangede; mellem motorvejen og Brobæk Mose ligger en særlig, stor villa blandt de andre villaer: Kollektivet Karlsminde! Her deles 10 voksne mennesker, to børn og en kat om pladsen.

I år er det netop 30 år siden, Karlsminde blev etableret af ti psykologistuderende, som købte huset af det, der var tilbage af en gruppe folkeskolelærere, for at føre det videre som kollektiv i anden generation.

Lærerne havde i 1981 løftet arven fra hippierne og etableret sig her med arbejde, familieliv og fritid. I 1992 år var de dog færdige med det og solgte huset til de nye kollektivister.

I dag bor stadigvæk en af de daværende psykologistuderende i huset, og flere af de nuværende beboere var en del af de psykologistuderendes vennekreds. Yderligere 6 har boet her i over 10 år. Således har huset udgjort rammen om nogle meget lange relationer.

Hvordan lever man så i kollektiv i 2022?

Jo, der er systemer for madplaner og rengøringsturnus, fælles mad- og vedligeholdelsesbudget, aftensmad 6 dage om ugen, ugenligt husmøde, månedlig arbejdsdag og skriftlige vedtægter for Andelsforeningen Karlsminde udført af Knud Foldschack.

Huset blev tegnet til den danske nobelpristager August Krogh, som selv nåede at bo her i få år. Haven er et helt kapitel for sig selv! Børn har her næsten altid været. De er forældrenes ansvar, men alle emner - også børneopdragelse kan være et punkt til husmøde.

Hver kollektivist har sit private rum. Med fælles faciliteter som musik-garage, værksted, krea-rum og træningsrum er der plads til udfoldelse.

Og apropos udfoldelse: Hver torsdag øver husbandet JB-Bluesband, som aldrig lader et dansegulv stå tomt! JB-Bluesband består af fire Karlsminde-kollektivister og tre "gæster". I kan selv prøve at gætte, hvem der er hvem, når I hører dem!

Og de giver koncerter! Og I skal danse!

Så kom og vær med d. 10. juni kl. 19, i Bibliotekshaven, når byfesten brager i Vangede.
Samt d. 4. november i Café Caféen

Ida Exner




Poul Reinhard har fotograferet JB-Bluesband ved Vangede Festival 2021



Lagt på nettet d. 30. maj 2022