Fair Mode 1962


I Vangede Avis nummer 104 har vi en artikel om Fair Mode, der var en kjoleforretning, som lå ca. der, hvor Brugsen har varerindlevering.

Til at hjælpe os med at finde ud af noget om butikken fik vi fat i Flemming Olsen, som startede Fair Mode i Vangede i 1962.

Flemming havde taget en scrapbog med og her er både billeder, annoncer og omtale fra Villabyerne og den tillader vi os at klippe lidt fra.

Den 15. august 1962 var der åbningsreception i den nye butik på Vangedevej 45 (senere Vangede Bygade 75).

Borgerne i Vangede tog hurtig butikken til sig og nød godt at det fine udbud af modetøj fra 15 til 80 år.

Flemming Olsen er ikke ny i - Vangede, mange kender ham som musiker, for han har gennem flere år været flittigt brugt til baller på omegnens restauranter, men det var dog kun en fritidsbeskæftigelse, for han er udlært tekstilmand.

Efter sin eksamen på Niels Brocks handelsskole blev han - bidt af reklamen og var inden i en reklamevirksomhed i ca. to år, derefter prokurist i et af vore førende tekstilfirmaer.

Omkring 1960 startede Flemming Olsen som selvstændig repræsentant for nogle store udenlandske tekstilfabrikker, og tanken om at få sin egen forretning var ham derfor ikke fremmed, og naturligvis ville han helst begynde på noget i nærheden af sin hjemegn.

Han er barnefødt i Jægersborg og har spillet til dans flere steder i Vangede, både på skolerne og til fest i lokalerne på første sal over Nørrebakkens fritidshjem.

Flemming fortæller, at det var en hurtig beslutning da han i en samtale med en af hans bekendte, hørte om at grønthandlerens butik var ledig gik der kun 13 minutter til han havde købt den.

Flemming satte selv butikken istand med hjælp fra et par kammerater og selv om det ikke var den eneste butik i Vangede med modetøj, mente Flemming at konkurrence kun var godt. Vi kan se at en af lykønskningerne er fra Asta Weiss modebutik på Snogegårdsvej 3.

Flemming havde også svaret på en jobannonce i billetmærke - han viste ikke hvilket firma det var til, men han blev indkaldt til samtale på IBM, og de blev begejstre for den unge mand og selv om hans uddannelse ikke var relevant antog de ham og sendte på på 1½ måneds skole og så var han klar til at være sælger hos IBM.

Han blev snart salgschef i Århus med ansvaret det nordjyske, og IBM krævede at han skulle stoppe med sin butik Fair Mode, da det ikke kunne forenes med hans job hos IBM, så Fair Mode blev overtaget af Flemmings faster og hun blev aldrig kaldt andet end Faster.

Flemming fik herefter en lang karriere hos IBM hvor han bl.a. flyttede først til Paris, som chef for handel mellem Europa og USA og senere flyttede han med familien til New York og nu bor han i Gilleleje, hvor han for ca. 2 år siden kunne fejre guldbryllup med sin kone Ulla. 




Lagt på nettet d. 01. september 2020