Café Caféen viser retrospektiv udstilling


Alice Bregninge maler helst portrætter. Men et godt portræt fra Alices hånd er nødvendigvis ikke portrætlighed i klassisk forstand. I stedet lægger hun vægt på kunstnerisk intuition, underfundighed og udefinerlig uhygge.

I Alices kunstneriske univer mixes naturalisme, naivisme og symbolisme sammen til nye overraskende visuelle oplevelser.

Ophængningen i Café Caféen er en ren retrospektiv udstilling, så de viste værker kan ikke erhverves.

Alice har nemlig "lånt" alle de udstillede malerier fra private ejere. De storsindede donorer må derfor leve med en tom plet på væggen i hele udstillingsperioden.

Kunstneren modtager dog gerne bestillinger på nye portrætter.

Alice Bregninge har malet i 40 år og har modtaget undervisning hos Gentofte kunstneren Ulrik Hoff og været elev på Rørholmsgades Kunstskole i tre år.

Maleriudstillingen kan ses i Café Caféen, Vangede Bygade 45, fra onsdag den 1. september og hele oktober 2020.

Alle er velkommen til fernisering i Café Caféen lørdag den 5. september, kl. 14.00-16.00.

Foto og tekst Poul Reinhard


Lagt på nettet d. 28. august 2020