Nekrolog:

Preben Rosenkvist Pedersen



F. 27. oktober 1940. D. 5. august 2020

En rigtigt Vangedeven døde den 5. august 2020

Preben blev født i Ringsted 27. oktober 1940 og kom til Vangede som 2 årig i 1942, hvor familien flyttede ind i en lejlighed på Mosegårdsvej.

Preben oplevede derfor et Vangede, der ændrede sig fra spredte marker til fuldt bebygget. Familien blev snart udvidet med tre søskende, og det var derfor godt, da de i 1952 kunne flytte ind i et af rækkehusene i Nymosehuse.

Prebens skolegang startede på Tjørnegård; og da Mosegårdsskolen var færdig i 1950 blev det hans nye skole. Preben sluttede tidligt i skolen og kom i mekanikerlærer, og det blev hans virke med skiftende arbejdspladser.

Da han og Annette havde fundet sammen blev de nød til at finde bolig uden for Vangede og de kom langt omkring - Blovstrød, Ganløse, Ølstykke, for til sidst at slå sig ned i deres barndomsby Vangede, hvor de boede på Erikavej.

Preben var blevet selvstændig automekaniker og arbejde på forskellige værksteder, og i 1982 sprang han til at overtage forpagtningen af tankstation over for Gentofte Rådhus; her var Annette medhjælpende hustru og førte regnskab.

Preben kunne næsten reparere alle slags biler med bind for øjnene, og da forpagtningsaftalen udløb overtog han et værksted i Bagsværd; her var han til han gik på pension.

Pensionisttilværelsen var ikke helt nok for Preben; godt nok satte han en ære i at holde hus og have i fineste stand, men han havde lyst til mere og var straks klar da vi startede Vangedes Venner, hvor han hurtigt meldte sig som frivillig, både ved arrangementerne og med sin ugentlige vagt i Café Caféen.

Det viste sig hurtigt at Vangede havde fået sig en meget flittig Vangedeven som stillede op og var klar til at hjælpe, også selvom det var nogle hårde dage ind imellem, så mødte han altid med sit dejlige, drengede smil.

Prebens ben drillede efterhånden så meget at han ikke kunne magte haven, og han kunne ikke aceptere bare at lade den gro, så de så sig om efter en ny bolig, som det var nemmere at klare. Og i denne periode hvor helbredet drillede, var det en stor glæde, at der kom et barnebarn til.

Den nye bolig blev i Bagsværd, og dermed ikke længere væk end at de begge kunne fortsætte deres indsats i Vangede.

Vangede Avis fik lavet en artikel med Preben og Annette i 2015, den kan læses på Vangedes hjemmeside, hvor der også er mange dejlige billeder.

Der er ingen tvivl om, at Preben vil blive savnet i Vangede.

Her på avisen sender vi de varmeste tanker til familien.



Lagt på nettet d. 13. august 2020