Nekrolog:

Feje Frede er død


Frede Johannes Olsen døde på plejehjemmet Drosselbo på Stolpegaardsvej i Vangede, søndag den 5. juni kl. 17.00, 2009. Han blev 86 år.

Han var ikke fej, Frede men han fejede fredeligt i børnehaven for snart mange år siden. Det var nærmere bestemt Vangede Asyl, hvor Frede holdt udendørs arealerne rene, og lavede sjov med ungerne, som nu for længst er voksne, men stadig kan huske feje-Frede.

Før tiden som fejemand var Frede Olsen gennem 10 år disponent, som man kaldte det dengang, i Kaj Erdmanns farvehandel, der havde adresser på Vangede Bygade og ved Vangede Station. Det var før Silvan og de andre lavprismarkeder holdt deres indtog, og de lokale forretninger spillede en stor lokal rolle. Man blev som ekspedient et kendt ansigt i lokalområdet, og det var Frede da også. Han havde ofte en sjov bemærkning til kunderne, og lagde vægt på høj faglighed og ekspertise, når der skulle gives gode råd om maling ude og inde. Men sjovt skulle det være.

Jørgen Freilev, der var i lærer i 1960-erne, og fik Frede som chef husker mange sjove episoder, som han stadig tænker tilbage på. I dag er Jørgen Freilev Vangedes farvehandler, og han fører ånden videre. Der skal stadig leveres god og personlig service. Han stod i en god lære hos Frede.

Flittig skribent
Også her på Vangede Avis havde vi glæde af Frede Olsen, der gennem hele livet, var en flittig skribent og leverede mange gode og sjove artikler til vores blad. De havde altid en humoristisk tone, fra de mennesker, Frede havde mødt i Vangede. Historierne var altid skrevet med venlig ironi og en god og skarp iagttagelse af menneskelige pudseløjerligheder. Humoren var en tro følgesvend i hele Fredes liv.

Også når han skrev sine skæve digte, eller teaterstykker, hvoraf flere er opført med Frede selv i en af rollerne. Blandt andet har Teatret bag Kroen i Ordrup nydt godt af Fredes til tider helt Holbergske pen og hans skuespillertalent. Et talent, der gik videre til de yngre generationer. Fredes søn folder sig ud som manuskriptforfatter på tv og spillefilm, og hans barnebarn Sara har spillet med i flere film og går nu på teaterskole i Århus.

Født i Vedbæk
Sara fortæller, at hun altid havde stor glæde af at tale dramatik og teater med sin farfar, og savner de sjove og kloge samtaler, som altid indeholdt gode grin. Og vi andre fik også tit noget at tænke over, og ikke mindst en del at grine af, når vi havde talt med Frede. Han var god til at se det skæve i tilværelsen. En tilværelse, der blev afbrudt den 5. juli på plejehjemmet Drosselbo i det Vangede, der var blevet Fredes hjemstavn. Selvom tankerne og cykelturene, da helbredet endnu tillod det, gik til fødebyen Vedbæk.

Frede blev født i 1923, da Vedbæk var et ydmygt fiskerleje, og han har tit beskrevet de personligheder, som tiden bød på. Måske lagde han lidt på af hensyn til underholdningsværdien, men som han selv sagde, så må en historie hellere være underholdende og sjov end nødvendigvis 100 procent sand.

Gift med Karla
Frede var gennem mere end 60 år gift med Karla, som mange kender fra hurtig gangart i Nymosen, hvor ulydige cyklister og bøller på knallert har måttet sande, at hun har et stort og markant ordforråd. Mosen er ikke til larm og ballade. Ikke når Karla er der. Frede og Karla boede sammen i Moselukket i over 50 år. De har sammen været aktive og engagerede i det lokale liv. Som medlemmer af kredsen i Vangede Kirke, og i en periode også som aktive medlemmer af socialdemokratiet i Gentofte.

Fik en blodprop
I 1997 satte en blodprop en stopper for Fredes meget aktive liv. Kun få dage efter, at han havde solgt møbler på loppetorvet i Vangede Kirke blev Frede lam i hele den ene side, og mistede til dels sproget. Det kom tilbage, og det skarpe vid og humoren blev bevaret. Men førligheden røg sig en tur, nu var det rullestol og elektrisk handicapscooter, der kom i brug. Trods sygdommen var stædigheden intakt, og Frede trodsede lægeprognoser, og boede i 10 år i hjemmet på Moselukket, før han måtte give efter for sygdommen og indlogerede sig på Nymosehave (den gamle Mosegårdsskole), hvor det, der har været fysikolaket, blev hans nye hjem, som Karla trofast aflagde visit i mange timer hver dag, gennem de sidste to år af Fredes liv.

Vangede Avis udtrykker sin medfølelse med Fredes efterladte hustru, samt børn og børnebørn og vil gerne mindes Frede med hans egne ord. Vi genoptrykker derfor i næste nr. af Vangede Avis en artikel Frede skrev i 1995, om livet i Erdmanns Farvehandel i 1960-erne.

Allan Andersen



Lagt på nettet d. 29. marts 2020