Anmeldelse af "Os fra Vangede ' Erindringer"

Det er nærmest en juletradition, at boghandlerne i december oversvømmes af biografier.
Bøger om store mænd og kvinder - berømtheder, skønheder, helte og heltinder. Dertil kommer bunken af selvbiografier, som folk ofte ikke har skrevet selv, og hvor alder eller livserfaring er ikke et krav.

Moderne biografier har - i denne læsers øjne - tendens til at blive skamløs selvpromovering af jeg, mig og mig selv - og det er meget få af os, som i grunden er interessante nok til i os selv at kunne bære en hel bog.

Overfor alle biografierne står erindringerne, som grundlæggende er en anden genre. I erindringer er det ikke fortælleren, som står i centrum, men begivenheder, bekendtskaber, møder med andre mennesker.
Verdenshistorie set gennem et menneskes øjne og beskrevet.

Erindringer er noget mere end biografierne. Perspektivet er bredere og hensigten er ikke blot at tale om sig selv.

"Os fra Vangede" er udpræget en erindringsbog af den bedste slags.
Der er ingen "kendte" i betydningen "kendisser", skønt mange af de 19 bidragydere er og var lokalt kendte i Vangede. Det ældste bidrag er fra Mathilde, født i 1881. Den yngste fortæller er Stina født i 1952.

Vi møder 10 mænd og 9 kvinder, som alle er opvokset i Vangede, og hvoraf flere levede hele deres liv i dette udskældte hjørne af det rige Gentofte.

Men vi møder langt, langt flere end blot de 19 fortællere, for de nævner alle sammen en hær af andre mennesker, og det er disse mange andre mennesker, som virkelig giver de nitten erindringer tyngde og perspektiv.

Barndomserindringer fylder mest i bogen, men det er de voksne beskrevet med barneblik, der fylder i minderne.

Der er mange navnløse, som ingen ville finde på at udgive en bog om, og hvis liv ikke har sat sig store spor og som kun lever videre som glimt i andres erindringer - men hvilke glimt!

Vi møder allerede på første side den navnløse spritter, der en dag i 1917 går i Brugsen med sine 94 øre for at købe en pægl brændevin, men erfarer, at Verdenskrigen har presset prisen op på hele 11 kroner.
Han går tavst hjem, og vender senere tilbage for at bruge sine 94 øre på et reb, som han hænger sig i.

Vi møder den gamle slagter Scharff og hans ti børn, den lokale betjent Henriksen, der både var anklager, dommer og bøddel, når der skulle deles øretæver ud til de lokale rødder.

Vi møder den stærke og snilde smed, moster Signe, skolelæreren, grove kuske fra Dyrehaven, købmænd og en perlerække af Vangedebisser.

Tonen i de fleste erindringer er let og nøgtern, og skønt det hele kan virke så gammeldags som de gode sort/hvide fotos, der ledsager teksterne, så er verden i 1900-tallet måske ikke så anderledes, som man skulle tro.

Nutidens skolelærere på Bakkegård må givetvis ofte bede en elev lægge sin mobiltelefon væk, når der undervises.
I bogen høre vi om eleven, der snedigt smugler sit krystal-apparat med i skole og smuglytter til det på bageste række.
Måske er der reelt ikke så meget nyt under solen, som vi går og tror.

De sociale forhold - fattigdommen - præger mange barndomshistorier, men som et vilkår ikke som et politisk manifest. Det er bare sådan det var.
Heldigvis er snarrådighed og sammenhold stærkere kræfter end armod, og det er der mange skønne eksempler på.

Man undrer sig og forundres. Overraskes og chokeres. Man ser det nuværende Vangede tage form efterhånden som butikker, skoler og veje dukker op. Vejene især, for de flyttes, forlænges og forkortes i et væk - og blev ofte glemt af kommunen, når der skulle gruses eller ryddes sne.

Som historisk værk er bogen naturligvis det, vi må kalde mikro-historie. Men det betyder ikke at verdenshistorien ikke klinger med.

Vangede er en del af verden, og store tragedier som Verdenskrigene optræder i mange af erindringerne, som baggrund for anekdoter, som bagtæppe for det almindelige levede liv.

... fortsættes! →