Kære nabo ... kan vi så få ro!

Om sommeren oplever mange støjgener fra naboer. Dels rykker vi udendørs med havemøbler og elektronik. Dels bliver havemaskinerne flittigt brugt - nogle gange døgnet rundt.

Vedvarende støj eller støj på skæve tidspunkter kan drive din nabo til vanvid.

Vis omtanke og hensyn og tænk en ekstra gang, inden du skruer op for fjernsyn, radio, PC, for åbne vinduer eller terrassedøre, eller starter hækkeklipper, plænkeklipper, flisevibrator, kædesav eller lignende motoriserede redskaber.

Støj respekterer ikke naboskel og det er ikke sikkert, at din nabo er lige så begejstret for Tjajkovskijs 1812-overture eller Iron Maiden, som du er.

Det er svært at nyde snapsen og silden ude på terrassen, når larmen vælter ind over hegnet fra naboens maskinpark.

Vær også opmærksom på, om dine naboer har skifteholds-arbejde, således at de sover om dagen i stedet for om natten.

VIS HENSYN ! - så kort kan det siges.

TÆNK DIG OM ! - sådan kan det også siges.

Regler for larm

Der er ikke faste regler for hvornår man må larme. Men overhold man nedenstående tider for aktivitet i haven er man på vej mod et godt forhold til naboen:

• kl. 09.00-11.30
• kl. 14.00-17.30

Politiet

Såfremt man føler sig plaget af larm fra naboen, kan man klage til politiet. Erfaringsmæssigt kan politiet dog ikke gøre noget ved forholdet.

Der er dog en bestemmelse i ordensregulativet, der gør, at politiet kan skride ind mod larm i perioden fra kl. 18.00 til kl. 07.30. Men der være tale om grove gener.

Ovenstående er klippet fra en pressemeddelse udsendt af Parcelhusejernes Landsforening



Publiceret: 17. maj 2017/