Fest- og Kulturdage 2017

Lørdag 10. juni
på scenen bag Charlotteklubben:

12.00-12.45 Dansvingerne
13.00-13.45 Hardinger Band
14.00-14.45 Hardinger Band
15.00-15.45 Holtsø/Wittrock
16.00-16.45 Holtsø/Wittrock

Dansvingerne
Man bliver aldrig træt af "Fest i gaden" - den gade ørehænger, som sikrede vennerne Kristoffer Dam og Tobias Ahnfelt-Rønne fra Dansvingerne talentprisen ved Dansktop Prisen 2016 i Boxen i Herning under 5.000 glade gæsters hyldest.

Hardinger Band 2017
Shu-Bi-Dua feberen raser over Danmark!

En flok af de stærkeste veteraner på den danske musikscene - de tre gamle Shubber Michael Hardinger, Jørgen Thorup, Kim Daugaard samt B-Joe og Flemming Olsen - leverer den ægte vare - alle de fedeste Shu-Bi-Dua-hits fra alle årene med det legendariske danske orkester.

Der er syng med hits for alle pengene når dette fantastiske orkester leverer stribevis af klassikere serveret på den helt rigtige måde.

Hit efter hit præsenteres af Hardinger Band. Som nogle få kan nævnes Hvalborg, Fed Rock, Kære Lone, Stærk Tobak, Står På En Alpetop, Costa Kalundborg.

Der er lagt op til strålende humør og høj fællessang når Hardinger Band indtager de danske scener.

Holtsø/Wittrock

Navnet er Jes Holtsø. En charmerende drengerøv, som med et glimt i øjet og et smil, de færreste kan modstå, for længst har skrevet sig ind i de danske filmhjerter. Med langt hår, midterskilning og kuglerunde briller stod han i rollen som Børge altid klar, når Olsen Bandens spidsfindige planer krævede en ekstra hånd. På samme vis, som han få år senere lagde ansigt til flyttemand Olsens søn William i Huset på Christianshavn.

Nu er han tilbage. Charmen er ikke blevet mindre med årene og med et glimt i øjet og hjertet på rette sted, er han klar til at levere et solidt repertoire af blues, rock og soul. Med en smittende musikalsk kærlighed, entusiasme og en gnist der rækker ud over scenekanten, er han godt hjulpet på vej af Morten Wittrock, som med en unik kreativitet og udadvendthed forstår at give selv den mest erfarne lytter nyt stof til øregangen.

Sammen står Jes Holtsø og kapelmester Morten Wittrock for en inspirerende, nærværende og medrivende musikalitet, som leder tankerne hen på den bedste indenfor blues, rock og soul, som får enhver til at glemme både tid og rum. Det er en konstellation, der skal opleves - og det er musik, du kan mærke. Jes Holtsø og Morten Wittrock mødte hinanden, da Morten af Danmarks Radio fik til opgave at akkompagnere Jes under DR's Talent 2009. Hvor Jes gik hele vejen til finalen. De to har arbejdet sammen siden.



Publiceret: 5. maj 2017/