--



Dortheamøllen blev bygget i 1890. Men allerede i 1910, hvor dette billede er dateret, er produktionen ved at ophøre.
Foto lånt af danskebilleder.dk

Vartegnet der forsvandt

Dortheamøllen knejsede højt over Vangede på østsiden af Lyngbyvej. Næsten lige over for det gamle bomhus, hvor 'Ved Bommen' løber ud i Lyngbyvej i dag. Den var opført på et jordlod på Brogårdens marker - og var den eneste mølle i Gentofte.

Dortheamøllen var sandsynligvis opkaldt efter det græske pigenavn Dorothea, som betyder "guds gave". Måske var navnet valgt for at undgå stednavnene 'Vangede mølle' eller 'Gentofte mølle' - fordi møllens kunder var landmænd fra begge områder.

Der er kun få fotos af møllen, ingen i særlig god kvalitet. Men man alligevel godt se, at typen var en såkaldt hollandsk gallerimølle.
Kendetegnende ved den grundmurede undermur med et udvendigt galleri af træ, det gik hele vejen rundt om bygningen og en port, så bøndernes vogne kørte direkte ind i mølle.

Overdelen var ottekantet, første trediedel udført i klinkbygget træ, derefter træ beklædt med tjærepap eller tagspån (svært at skelne på de gamle fotos).
Hatten var ottekantet, løgformet og udført i træ, beklædt med tjærepap eller tagspån.

Mølleren drejede møllen op i vinden fra det udvendige galleri, ved hjælp af en svans (lange træstænger fastgjort til møllens hat).

Da møllen blev opført i 1890, gik rigtig godt for de vind- og vandtrukne kornmøller i Danmark. Men allerede efter 20-30 år var det slut. Import af billig udenlandsk mel lukkede over halvdelen af landets møller i denne periode og Dortheamøllen var en af dem, der måtte give op. Formentlig havde møllen ingen produktion efter 1910.

Der var andre møller i området, der ophørte i disse år. F.eks. Lyngby Nordre Mølle (vandmølle) stoppe produktionen i ca. 1905 og Fuglevad Vindmølle stoppede produktionen året efter. I halvtredserne var kornmøllernes tid helt forbi i Danmark.

Dortheamøllen forfaldt og blev nedrevet i slutningen af 1920'erne. Ærgerligt nok, for i dag ville Dortheamøllen have være et rigtig flot vartegn for Vangede.

Vil man se en mølle i stil med Dortheamøllen, er Fuglevad Vindmølle på Frilandsmuseet et godt bud.



Publiceret d. 22. og 25. februar 2014/tekst Poul Reinhard